Politiet opløser demonstration på Christianshavn

Skrevet af admin

17/10/2015

Mest læste i dag

En demonstration på Christianshavn blev fredag aften opløst af politiet, der samtidig anholdt fire personer.

To blev anholdt for at udøve vold mod politiet, én for forsøg på det samme, og én person blev anholdt for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Demonstrationen udviklede sig uroligt, og politiet valgte derfor at skride til anholdelse af to af personerne for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, vold mod tjenestemand i funktion.

Københavns Politi oplyser, at der blev kastet molotovcocktails, røgbomber og diverse genstande klokken 21.25 i forbindelse med demonstrationen, men det fremgår ikke af hvem, ud over at de var maskerede.

Derudover blev der ifølge politiet sat ild til en personbil i området.

Det var gruppen Reclaim The Streets, som stod bag demonstrationen.

- Der er kastet røgbomber og andet inde fra Christiania og ud på gaden, men demonstrationen er opløst. Vi er massivt til stede, og der er ro på derude nu, sagde politiets pressetalsmand Lars Krabbe midt på aftenen.

Ved 00.30-tiden oplyste han, at der fortsat er roligt i området, og at Københavns Kommune var ved at rydde op i gaderne.

For at opløse demonstrationen anvendte politiet tåregas.

- I den forbindelse vil politiet gerne undskylde for de gener, som dette har givet anledning til for de omkringboende, lyder det i en pressemeddelelse.

Politiet har hjemmel i lovgivningen til at opløse demonstrationer, når disse udarter sig til uroligheder.

I så fald skal folk forlade området, og man risikerer at blive anholdt og sigtet, hvis ikke man søger væk.

I august udviklede en demonstration på Nørrebro fra samme gruppe sig voldeligt. Her blev adskillige ruder smadret, og politiet blev angrebet med kasteskyts i form af brandbomber, flasker og brosten.

/ritzau/