Politiet tilkalder arkæologer til eftersøgning af forsvundne Emilie

Skrevet af Ninna Andreasen

01/09/2016

Dagens topnyheder

Politifolk og hunde fortsætter i dag den store eftersøgning af den 18-årige Emilie Meng i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.

I går undersøgte holdet et område med fire kolonihaveforeninger tæt på Korsør Station. Nu har de bedt om assistance fra to arkæologer, skriver Sjællandske.

Det er især en jordsti, der forbinder Motalavej med togstationen, der har vagt efterforskernes interesse. Her markerede to politihunde midt på formiddagen onsdag i nogle buske ved siden af stien et fund.

Arkæologerne fra Moesgaard Museum skal hjælpe med at grave i det område, fordi de er gode til at grave uden at ødelægge spor eller genstande. Derfor bliver de ofte brugt af politiet.

Læs også: Politihunde opsnuser mulige spor i Emilie-sag

Ifølge Sjællandske ankom arkæologerne til Korsør Station ved 15-tiden i går. Her var et større politiopbud inklusiv en arbejdsvogn til politiets teknikere i gang lige over for stationen.

Politiet bekræfter, at hunde har markeret flere fund i området, som skal undersøges nærmere.

- Vi er meget grundige. Derfor tager en sådan metodisk efterforskning lang tid, siger Søren Ravn Nielsen, der er politikommissær og efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han vil ikke kommentere på, om der er fundet noget konkret, der kan sættes i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden.

Teenageren er ikke set siden, hun stod af på Korsør Station den 10. juli om morgenen sammen med to veninder. Veninderne skiltes, og Emilie Meng begyndte at gå hjemad gennem byen.

Læs også: Frivillige nægter at give op: Efterlyser Emilie på landets togstationer

Da hun ikke dukkede op til gudstjeneste i kirken, hvor hun synger i kirkekoret, blev familien bekymrede og meldte hende savnet. Siden har både politiet og store grupper af frivillige ledt efter den 18-årige kvinde - uden held.

Læs mere om sagen her

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: