14-årig pige dræbt foran jagtbutik

En bevæbnet mand har mandag dræbt fem mennesker, da han begyndte at skyde omkring sig foran en jagtbutik i byen Belgorod tæt på en skole i det sydvestlige Rusland.

Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Blandt de dræbte er en 14-årig pige.

Manden dræbte først tre af jagtbutikkens sælgere og derefter også to forbipasserende i skudepisoden.

Foruden de fem dræbte er en sjette person blevet såret af skud.

Politiet kender endnu ikke til gerningsmandens motiv, men det oplyses, at han efter skudepisoden flygtede i en BMW, som han derefter forlod for at forsvinde.

En lokal anonym politikilde fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at politiet nu har omringet en biludstilling, hvor den mistænkte menes at opholde sig.

På internettet florerer der allerede amatørvideoer, der viser, hvordan der ligger lig i blå ligposer på hovedgaden i Belgorod, hvor folk er stimlet sammen for at se, hvad der er sket.

Belgorod ligger tæt på grænsen til Ukraine.

/ritzau/

Dagens Gossip