27-årig nordjyde kan blive verdens bedste kok

Danmark har en fremtrædende plads på gastronomiens verdenskort. Noma er udnævnt til verdens bedste restaurant, Michelin-stjernerne blinker på flere restauranter, og for to år siden vandt Rasmus Kofoed fra Restaurant Geranium den prestigefyldte konkurrence Bocuse d'Or, der holdes hvert andet år i Lyon i Frankrig.

Danmark er dermed forsvarende mester, når dette kokkenes uofficielle verdensmesterskab afgøres igen onsdag, og titelforsvaret er lagt i hænderne på den kun 27-årige Jeppe Foldager, der er født i Hirtshals.

Jeppe Foldager vandt sidste år den danske udtagelseskonkurrence og siden 1. august har han haft orlov fra sin stilling på Søllerød Kro for sammen med sin assistent Christoffer Brink at ligge i træningslejr og sørge for en minutiøs forberedelse til konkurrencen onsdag.

De flere måneders forberedelse har dels handlet om valg af retter og ingredienser, men også om at få tilrettelagt den godt fem timer lange produktionsproces, som gerne skulle resultere i, at først fiskeretten og dernæst kødretten kan præsenteres for de strenge dommere til tiden og med konsistens, temperatur og smag på plads.

Rasmus Kofoed vandt bronze i 2005, sølv i 2007 og til sidst guld i 2011, hvor der til overflod var sølv til en svensk kok og bronze til en nordmand.

Og i de danske gastronomiske kredse er man da også ved at forberede sig på, at nu går den nok ikke længere. Der er tilsyneladende stærke internationale interesser i spil for at bryde lidt med den nordiske dominans.

Men Jeppe Foldager selv er optimist og går efter en topplacering. Og også generalsekretær Carsten Philipsen fra Akademiet Bocuse d'Or Danmark tror på det igen.

- Jeg tror på top-3, siger han og henviser til, at Jeppe Foldager sidste år fik bronze ved Bocuse d' Or Europe - europamesterskabet.

- Og når man slår igennem på den måde, så må man regnes med til den absolutte top, siger Carsten Philipsen, der beskriver Jeppe Foldager som konkurrencestærk, han stresser ikke, og så er han meget stærk teknisk.

Der deltager kokke fra 24 lande.

/ritzau/

 

Dagens Gossip