45-årig mand satte ild i lejlighed - blev smidt ud

En 45-årig mand, der boede til leje i et hus på Fyn, var så utilfreds med at blive smidt ud, at han mandag satte ild til huset.

Førstesalen på huset, der ligger på Møllevej 18 i Tarup syd for Odense, udbrændte, men ingen personer kom noget til.

- Manden, der boede til leje på første sal, blev mandag bortvist fra bopælen, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Jesper Fält.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Da han fik beskeden om at flytte, svarede han angiveligt: "Så kan det hele også være lige meget".

- Kort efter var der ildløs i huset, siger Jesper Fält.

- Det viste sig, at ilden var antændt flere steder på første sal. Der er også anlagt et bål i stueetagen, men det fik ikke fat, fortsætter han.

Den 45-årige, der betegnes som psykisk uligevægtig, forsvandt fra stedet, men blev kort efter anholdt ved Ørbækvej.

- I morgen tidlig (tirsdag, red.) går teknikerne i gang med at undersøge brandstedet, siger Jesper Fält, der oplyser, at det endnu ikke er afgjort, om den 45-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip