Antikapitalister: Danske Bank slog ørene ud

Fem medlemmer af Occupy-bevægelsen og direktør for Danske Bank Eivind Kolding mødtes onsdag til et såkaldt dialogmøde i banken.

Direktøren har inviteret gruppen til dialog efter den massive kritik af bankens kampagne "New Normal - New Standards."

Efter mødet skriver Occupy i en pressemeddelelse:

- at "Eivind Kolding vil rette henvendelse til finansministeriet med henblik på at undersøge mulighederne for at kompensere staten, f.eks. med en aktiepost svarende til det kapitalindskud den forrige regering gav ved bankpakke II."

Men pressemeddelelsen er udtryk for ren ønsketænkning og har intet med virkeligheden af gøre, siger Morten Kok, der deltog i mødet.

- Det er ønsketænkning fra vores side. Det er et håb om, at Danske Bank vil handle mere etisk korrekt i fremtiden. Vi havde et møde, og vi var positivt overraskede over, at Eivind lyttede til vores kritik, selv om han ikke var enig i vores analyse, siger han.

Danske Banks pressechef Kenni Leth betegner mødet som godt og konstruktivt.

Kampagnen "New Normal - New Standards" har været massivt eksponeret i de danske medier.

Af samme grund har banken fjernet det mest kontroversielle billede - det af en ung mand, som tilsyneladende tilhører den antikapitalistiske protestbevægelse mod storbankerne.

Kampagnerne er nu relanceret i en tilrettet version.

/ritzau/

 

Dagens Gossip