Banedanmark: 4.000 togpendlere over Limfjorden skal have hurtig hjælp

Jernbanebroen over Limfjorden ved Aalborg.

Den ødelagte broklap på jernbanebroen over Limfjorden har fået Banedanmark til at nedsætte en særlig indsatsgruppe, der så hurtigt som muligt skal sikre togtrafik over fjorden igen.

Gruppen skal finde den bedste og hurtigste løsning på at få genoptaget togtrafikken mellem Nordjylland og resten af landet, hvor omkring 4.000 passagerere hver dag tager toget over Limfjorden.

Allerede dagen efter, at den finske coaster M/S Ramona med stor kraft havde sejlet direkte ind i broklappen på Limfjordsbroen og skubbet togskinnerne fra hinanden nedsatte Banedanmark en særlig indsatsgruppe, der skal sikre, at Limfjordsbroen bliver repareret så hurtigt som muligt.

Det oplyser områdedirektør i Banedanmark, Søren Boysen.

Bliv ven med netnyhederne på Facebook - og vær opdateret

- Det har topprioritet at få togtrafikken mellem Nordjylland og resten af landet samt sejladsen genoptaget så hurtigt som muligt. Derfor har vi i Banedanmark nedsat en særlig gruppe, der kan finde de rigtige løsninger hurtigst muligt, siger han.

Undersøgelserne onsdag viste, at den beskadigede broklap ikke kan repareres, men må fjernes. Det arbejde alene er så kompliceret, at det vil tage op til tre uger at få afmonteret og bortsejlet broklappen.

Herefter bliver der igen fuld passage for skibe på Limfjorden. Imens vil indsatsgruppen undersøge de bedste muligheder for at få lavet og monteret en ny broklap.

- Målet er selvfølgelig at afkorte tiden, hvor broen er lukket, men vi må samtidig erkende, at med en broklap, der vejer 300 ton, og en kontravægt på 380 ton kommer det til at tage tid at få produceret en ny. Hvor lang tid bliver vi klogere på i de kommende tid, siger Søren Boysen.

En af indsatsgruppens opgaver bliver også at koordinere genetableringen af broklappen med det sporarbejde, der var planlagt i Nordjylland hen over sommeren.

- Sporarbejdet er et større puslespil, der involverer flere entreprenører. Så selv om det kunne synes ideelt at fremrykke sporarbejdet, når nu broen er sat ud af kraft, er det desværre ikke muligt med så mange involverede parter. Efter jernbanen er lukket, skal vi i øvrigt også selv finde på nye måder at få transporteret de 120 m. lange skinner og store specialmaskiner som sporomlæggeren til Nordjylland. Og vi vil forsøge at planlægge arbejdet på broen i sammenhæng med sporarbejdet, så vi generer mindst muligt, siger Søren Boysen.

Dagens Gossip