Bank blev røvet under personalemøde

Mens personalet i banken var samlet til et møde en mandag morgen for tre måneder siden, brød to mænd ind og stjal kontanter fra kassen og fra bankens boks.

Aftenen forinden - søndag den 14. oktober - lykkedes det de to mænd at fjerne låsen til en bagdør til Sparekassen Sjælland i Roskilde.

For at ingen skulle opdage den manglende lås, dækkede de efterfølgende hullet til.

Og mens bankpersonalet dagen efter holdt møde om formiddagen, før banken åbnede, vendte de to mænd tilbage til den opbrudte dør.

Inde i banken lykkedes det dem at få fat på flere hundrede tusinde kroner i sedler fra kassen og bankboksen, før de igen forlod banken samme vej.

Det er ikke lykkedes politiet at identificere de to mænd ud fra overvågningsbillederne - og de beder nu om offentlighedens hjælp.

Den ene mand var iført en sort kasket, mørkeblå hættetrøje med en hvid kant omkring ansigtet, mørke jeans og mørke sko.

Den anden mand er beskrevet som værende lys i huden. Han var iført en mørk kasket, sort jakke, grøn hættetrøje med hvide snore og en grøn hætte med en hvid stribe i midten, lyse jeans, lyseblå kondisko med hvid sål.

Den anden mand bar også på en sort taske med rem, som politiet formoder, at mændene har brugt til at transportere pengesedlerne efter tyveriet.

Sparekassen Sjælland udlover en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, som kan hjælpe med at opklare tyveriet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV