Bendtner takker Juventus-fans efter debut

Stemningen på stadion var god, da Nicklas Bendtner lørdag aften blev sendt på banen til sin debut for storklubben Juventus i hjemmekampen mod Chievo.

Danskeren afløste cirka 10 minutter før tid tomålsskytten Fabio Quagliarella, og Nicklas Bendtner takker for støtten efter 2-0-sejren.

- Tak til alle for en rigtig god velkomst, skriver Nicklas Bendtner på sin Twitter-profil.

- Det var godt at få min debut på hjemmebane foran de fantastiske Juventus-fans. Forza Juventus, skriver danskeren.

Trods debuten kom Nicklas Bendtner næppe nærmere fast spilletid hos Juventus, netop fordi Fabio Quagliarella scorede begge kampens mål.

Derudover står Mirko Vucinic, Sebastian Giovinco og Alessandro Matri tilsyneladende foran danskeren i angrebskøen.

Juventus fører Serie A med maksimumpoint efter fire kampe.

Dagens Gossip