Bortført kvinde ønsker ikke at møde sin familie

Michelle Knight, der er den ene af de tre kvinder, som blev holdt fanget i omkring 11 år af Ariel Castro i Cleveland, er fortsat indlagt på et hospital og afviser at mødes med sin familie.

Den 32-årige kvindes sundhedstilstand skal være god efter omstændighederne, men hun vil ikke tage imod besøg fra hverken sin mor eller bedstemor, der er kommet fra Florida for at se hende på MetroHealth hospitalet i Cleveland.

- Hun ønsker ikke at møde familien, siger bedstemoren Deborah Knight.

Dele af familien troede ikke på, at Michelle var bortført, men mente, at hun var løbet hjemmefra, da hun forsvandt for 11 år siden.

En af Michelles brødre, Freddie, besøgte sin søster på sygehuset lige efter, at hun var reddet ud Castro-huset.

- Hendes hud var hvid som et spøgelses. Hun siger, at hun vil begynde et nyt liv, siger han og tilføjer:

- Hun ønsker at være alene nu.

Da Knight forsvandt i 2002, var hun en 20 årig enlig mor, som netop havde mistet forældremyndigheden over sin søn, der dengang var tre eller fire år gammel, siger bedstemoren.

- Da børneværnet tog sønnen, forsvandt hun og kom aldrig tilbage, siger Deborah Knight.

Mens de blev holdt fanget, viste Castro kvinderne tv-transmissioner af natgudstjenester, som familierne til de to andre ofre for bortføreren, Amanda Berry og Gina DeJesus, havde arrangeret.

Michelle Knights familie holdt ingen gudstjeneste, fordi de ifølge bedstemoren troede, at hun var var død.

De to andre kvinder vendte hjem til deres familier onsdag.

Michelle Knight har fortalt, at hun blev udsultet og slået, mens hun var gravid under sin indespærring. Det fremgår af en politirapport, som tv-stationen CNN har fået adgang til.

Hele fem gange skal Knight være blevet gravid i løbet af det årti, hun sad indespærret. I disse perioder skal hun have oplevet at sulte i perioder på over to uger. Derefter skal hun have være blevet slået gentagne gange af Ariel Castro.

På denne måde ville han angiveligt sørge for, at hun aborterede.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip