Christopher Poulsen: Derfor blev jeg fyret

Et fejlslagent vindmølle-eventyr har nu kostet Christopher Poulsen tonsvis af penge og jobbet som professionel fodboldspiller.

Fodboldspilleren står nu frem og fortæller, hvorfor han i går fik en fyreseddel på gråt papir.

Privatøkonomien sejlede og det har været et helvede fortæller han til mja.dk.

- Den sidste tid har budt på ekstrem store nedture for mig. Jeg har været del af en vindmølle-investering, som jeg ikke kunne gabe over, og det har kostet mig mere eller mindre alt, hvad jeg ejer. Det har været et helvede, siger Christopher Poulsen til mja.dk.

Vindmølleprojektet kunne ikke få vind i sejlene og pludselig stod Christopher Poulsen med en regning på 750.000 kroner. Det fik ham til at se rødt og i panik forfalske det til Silkeborg IF-direktører Kent Madsen og Claus Christensens underskrifter.

De blev brugt til at søge lån i et lokalt pengeinstitut. Men da pengeinstituttet ringede til direktørerne rullede lavinen.

- Det har været ekstremt voldsomt, hvad der har været af pres. Det hele kuldsejlede, og jeg kunne ikke overskue det mere. Jeg er i chok over, at jeg må sige det her, for jeg har en familie. Jeg tænker meget på min kone og min lille søn, lyder det fra Christopher Poulsen.

Mja.dk beskriver, at tårerne triller ned ad kinderne på fodboldspilleren.

- Med regningen på 100.000 euro knækkede filmen for mig, selvom det ikke kun var mig, der skulle betale det. Jeg kunne ikke magte det, så derfor prøvede jeg at låne nogle penge, og så skrev jeg under både for mig selv og klubben. Men jeg prøvede at få det stoppet igen, siger Christopher Poulsen.

Han fortæller, at han ofte har tænkt på sine økonomiske problemer på fodboldbanen.

Kilde: mja.dk

 

Dagens Gossip