Danmark bider Brasilien i bagen på Fifa-liste

Fire point i to VM-kvalifikationskampe i marts har sendt Danmark fem pladser i den rigtige retning på det internationale fodboldforbunds (Fifa) netop offentliggjorte rangliste over de bedste landshold i verden.

Danmark er ny nummer 20 efter sejren på 3-0 ude over Tjekkiet og 1-1-resultatet hjemme mod Bulgarien.

Mens Danmarks VM-deltagelse fortsat er meget usikker, så er holdet lige foran Danmark på Fifa-ranglisten sikker på at komme med.

De femdobbelte verdensmestre, Brasilien, er som VM-vært født deltager ved slutrunden næste år, og landet spiller derfor ingen kampe af betydning i VM-regi.

Det koster på ranglisten, hvor stormagten er placeret helt nede som nummer 19.

Det er Brasiliens laveste placering i de cirka 20 år, ranglisten har eksisteret.

Der er ingen ændringer i top-3, som fra top til bund udgøres af Spanien, Tyskland og Argentina.

/ritzau/

Dagens Gossip