Danmark efterlader Afghanistan i borgerkrig

Når de danske tropper pakker sammen og forlader Afghanistan i august, så er situationen ikke meget anderledes i landet, end da vi kom. Det mener militærekspert og professor ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen.

- I 2005 havde vi som mål at genopbygge og beskytte den afghanske stat, og det mål har vi ikke kunne nået. Så vi er i virkeligheden blevet slået tilbage til start.

- Vi efterlader godt nok et Afghanistan, hvor folk er sundere, bedre uddannet og har en bedre økonomi, end da vi kom, men vi efterlader stadig et Afghanistan i borgerkrig, siger han.

Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen er det særlige ved krigen i Afghanistan, at det er en krig, vi selv har valgt, og at målene derfor også er nogle, vi - Danmark og Nato - selv har sat.

- Målet var, at den afghanske regering skulle have magten over hele landet. Det har vi ikke opnået. I dag er håbet, at regeringen kan opretholde kontrollen med hovedstaden, de nordlige regioner og med lidt held nogle af de store befolkningscentre i syd.

- Det ligner mistænkeligt meget verden, som den så ud i 2005, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Ifølge professoren er det ikke en kæmpe overraskelse, at de danske soldater forlader Afghanistan før planlagt. Indsatsen har været trappet ned gennem længere tid. Men timingen er forvirrende, siger han.

- Partierne bag indsatsen vedtog jo i januar en plan for tilbagetrækning, men den er åbenbart allerede overhalet af virkeligheden, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han mener, at det er oplagt, at det kan have noget at gøre med ændrede planer hos vores samarbejdspartnere i Afghanistan.

- Vores planer har altid afspejlet de britiske, og briterne har været endnu mere ivrige efter at komme ud, end vi har været, siger Mikkel Vedby Rasmussen..

/ritzau/

Dagens Gossip