Dansk fodboldgeneral trækker DBU-stikket

Jim Stjerne Hansen er en af de mægtigste personer i dansk fodbold. Men det er han ikke længe endnu.

Generalsekretæren i Dansk Boldspil-Union (DBU) meddelte mandag, at han efter 25 år på posten træder tilbage som generalsekretær ved årets udgang.

Det var helt tilbage i 1988, at Jim Stjerne Hansen som blot 35-årig blev generalsekretær i DBU, og han har været med til at træffe mange store beslutninger i årenes løb.

Blandt andet er det Jim Stjerne Hansen, der har stået for ansættelsen af landstræneren. I de seneste år har det dog mest handlet om at overtale Morten Olsen til at fortsætte, og det arbejde har Jim Stjerne Hansen udført flot.

- Faktisk har det ikke handlet så meget om at overtale ham. Morten brænder for jobbet og har lyst til at være landstræner, og havde det ikke været tilfældet, havde jeg ikke forlænget med ham, sagde Jim Stjerne Hansen for nylig.

Morten Olsen blev landstræner i 2000 og er det minimum frem til sommeren 2014, og det kan ikke udelukkes, at Jim Stjerne Hansen igen forlænger med Morten Olsen, som han er stor fan af.

- Morten Olsen har i hvert fald ikke sagt, at han udelukker at fortsætte, konstaterede Jim Stjerne Hansen, der peger på EM-triumfen i 1992 som den største oplevelse i jobbet.

Som aktiv spillede Jim Stjerne Hansen i Hvidovre og Brøndby. Med Hvidovre blev han dansk mester tilbage i 1973, og han var Brøndbys anfører, da klubben i 1981 rykkede op i landets bedste række.

Jim Stjerne Hansen havde allerede inden sin fratrædelse som generalsekretær droslet lidt ned rent arbejdsmæssigt, efter at DBU sidste sommer ansatte John Helt som elitechef - en nyoprettet stilling.

John Helt står i spidsen for DBU Elite, der blandt andet tager sig af landsholdet og talentudviklingen, og dermed overtog han nogle af de opgaver, Jim Stjerne Hansen i mange år havde stået i spidsen for.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV