DBU-boss: Ståle Solbakken i spil som landstræner

Der er ikke lang tid til, at Dansk Boldspil-Union (DBU) skal finde frem til en fremtidig dansk landstræner.

DBU's afgående generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, har det som sin sidste opgave at finde en kommende landstræner, og den nuværende landstræner, Morten Olsen, er stadig en mulighed. Olsens kontrakt løber frem til næste sommer.

Læs også: Landsholdet får tæsk efter sejr

Andre navne har også været inde i overvejelserne, og det er ikke kun danskere. Direkte adspurgt bekræfter Jim Stjerne Hansen, at FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, er en af dem, DBU tænker på.

- Ståle Solbakken har en baggrund i en dansk klub og med en vis succes. Så det er naturligt, at det er en af dem, vi tænker på. Ligesom det var naturligt for os, dengang vi ansatte Bo Johansson.

- Bo var blevet dansk mester året før (med Silkeborg i 1994, red.), siger Jim Stjerne Hansen.

DBU vil helst ansætte en dansker på posten, men selv om Solbakken er nordmand, så har han mange kvaliteter, der taler for ham.

- Han har haft berøring med dansk fodbold, og han har indsigt i dansk fodbold. Og det er også et element, som jeg synes er rimeligt væsentligt, siger Jim Stjerne Hansen og understreger samtidig:

- Jeg har ikke haft nogen hverken direkte snak eller forhandling med Ståle Solbakken.

Læs også: Selvmål sikrer pligtsejr over Malta

DBU-bossen vil ikke afsløre, hvor mange navne, der er på kandidatlisten, eller om Solbakken er aktuel efter nyansættelsen i FCK.

- Hvis der er en liste, så er den heroppe, siger Jim Stjerne Hansen og peger på sit hoved.

- Og den liste skifter udseende med jævne mellemrum alt efter, hvad mulige kandidater gør i deres eget job, forklarer han.

Førsteprioritet er stadig at ansætte en dansker på posten.

- Jeg holder fast i min opfattelse af, at med de mange dygtige danske trænere, vi har uddannet, skal vi som udgangspunkt gå efter en dansker.

- Men hvis vi ikke kan finde den rigtige blandt de danske kandidater, kan vi blive tvunget til at se andre steder hen, siger han.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

- Jeg er dog ikke tilhænger af at kigge på en løsning, som man har set i Irland eller England, hvor man bringer et helt italiensk team ind, siger Jim Stjerne og tilføjer:

- Erfaringerne er ikke specielt gode, og det jeg har hørt de forskellige steder, det er, at det ikke er nogen nem opgave at bringe helt fremmede mennesker ind og blive en del af en national opgave med samme tilgang, som en dansker ville have.

Spørgsmål: Hvad skal der til, før Morten Olsen kan fortsætte som dansk landstræner?

- Jeg vil ikke begynde at komme med gisninger om, hvad der skal til, før den ene eller den anden, eller hvem du kunne nævne som kandidat, kan blive dansk landstræner, siger Jim Stjerne Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV