Derfor skal du kysse så meget som muligt

Skrevet af Kristine Bugbee

29/09/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke bare rart at kysse, det er også vigtigt for vores parforhold, skriver Søndagsavisen,

Professor ved Oxford University Rafael Wlodarski siger til forskning.no, at der er flere gode grunde til at bruge læberne så ofte som muligt.

- Kysset er vigtigt, når det kommer til at vurdere en potentiel partner, og for at holde blus i parforholdet efterfølgende. Kysset er også en undskyldning for at komme tæt på hinanden, så vi kan dufte til hinanden.

Når vi møder en mulig kandidat, kan kysset afsløre, om personen er et godt genetisk match, og om vedkommende er sund og rask. Et dårligt kys leder sjældent til date nummer to.

På den måde bedømmer vi altså en fremtidig kæreste. Men kysset spiller også en afgørende rolle senere hen - når vi er i et forhold.

Ifølge Wlodarski, som har lavet et forsøg med 724 personer, er det vigtigt at kysse for at vedligeholde kærligheden. Vi bruger kysset til at komme i nærkontakt med hinanden og føle kærlighed.

- Når man kysser, frigives hormonerne dopamin og oxytocin i hjernen. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet, netop fordi det skaber en følelse af samhørighed, tillid og kærlighed. Der er ganske enkelt en sammenhæng mellem hyppigheden af kys og tilfredsheden i et parforhold, siger Rafael Wlodarski.

Hos personer mellem 25 og 45 år kysser syv ud af 10 dagligt. En person over 70 år har i gennemsnit kysset 11.000 minutter i løbet af sit liv.

Følg Dagens Videnskab for flere lignende artikler: