Dong sælger vindmøller til SE og PFA

Dong Energy sælger sine vindmøller på land i Danmark til energiselskabet Sydenergi (SE) og pensionsselskabet PFA.

Salget er en del af Dongs nye strategi om at sælge "ikke-kerne aktiviteter", og den samlede salgspris er på 760 millioner kroner, oplyser Dong Energy i en fondsbørsmeddelelse.

- Med aftalen om at frasælge vores danske onshore vindforretning tager vi endnu et skridt i realiseringen af vores strategi og finansielle handlingsplan.

- Vi vil fremadrettet anvende vores kompetencer og kapital på havmølleprojekter, hvor vi har en stærk og differentieret konkurrenceevne, siger Henrik Poulsen, administrerende direktør i Dong Energy.

Salget angår i alt 272 vindmøller med en samlet kapacitet på 196 megawatt. Møllerne er placeret godt 80 forskellige steder i Danmark og har en gennemsnitlig driftsalder på 16 år. I salget indgår også et udviklingsprojekt på i alt op til 23 megawatt.

/ritzau/

Dagens Gossip