Eksporten lider trods fremgang i april

Lige i øjeblikket går det fremad for eksporten i Danmark. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, der afslører et overskud på handelsbalancen i april på 7,8 milliarder kroner.

Men set i det store perspektiv sælger vi i Danmark ikke lige så mange varer til udlandet, som de økonomiske eksperter kunne ønske.

I april steg eksporten med 1,7 procent, samtidig med at importen faldt med 5,5 procent, hvilket betyder, at handelsoverskuddet voksede med 3,4 milliarder kroner, viser tallene fra Danmarks Statistik.

- Inden vi koger over af begejstring, er det dog værd at bemærke, at det primært var eksporten af olie med videre, som trak den samlede eksport op, siger cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank.

Set over en periode på tre måneder er det gået tilbage for eksporten, som er faldet med en procent. Det er navnlig eksporten til vores største markeder, som halter, viser tallene fra Danmarks Statistik.

- Dagens tal ændrer ikke grundlæggende ved, at eksporten har det svært, da væksten i særligt tysk og svensk økonomi har været under pres, siger Steen Bocian.

Hos Dansk Erhverv forventer man, at eksporten kun vil give et beskedent bidrag til den økonomiske vækst i 2013.

- Når vi overhovedet forventer en beskeden vækst i dansk eksport, skyldes det især væksten i USA og BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), men også på nære vækstmarkeder som Polen og Norge, siger Bo Sandberg, der er erhvervsøkonomisk chef i Dansk Erhverv.

Eksporten til det kriseplagede EU faldt 1,8 procent, mens eksporten til lande uden for EU steg 2,2 procent. Og eksporten til BRIK-landene steg isoleret med hele 9,3 procent.

Cheføkonom i Udenrigsministeriet Jacob Warburg siger, at vareeksporten eksklusive energivarer udvikler sig nogenlunde fladt i øjeblikket, måske med en anelse negativ tendens.

I april steg eksporten til USA dog med hele 56 procent i forhold til marts, og dette kan måske indikere fornyet vækst til det amerikanske marked, siger han i en kommentar til tallene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip