Elektrikere har succes som ingeniører

Elektrikere, tømrere og murere sidder allerede i auditorierne på de tekniske universitetsuddannelser.

Og er kvalifikationerne i orden, kan flere blive optaget, siger talsmand for Danske Universiteter og Rektorkollegiet Jens Oddershede.

Han støtter dermed et forslag fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R) om at give håndværkere og andre med en erhvervsuddannelse bedre muligheder for at videreuddanne sig på universiteterne.

- Hvis kvalifikationerne og forudsætningerne er til stede, vil vi gerne optage personer med en erhvervsuddannelse. I det omfang, der er plads til dem, ser jeg ingen forhindringer i det, siger Jens Oddershede til Ritzau.

Allerede i dag optager universiteterne blandt andre elektrikere, der ønsker at blive ingeniører.

De deltager inden studiestart i et adgangskursus i fysik og matematik for at nå samme niveau, som deres holdkammerater med en gymnasial baggrund.

- Den type studerende har vi stor glæde af, da det ofte er meget dygtige ingeniører, der kommer ud af det, siger Jens Oddershede.

- Det samme gælder for de murere og tømrere, som er blevet optaget, fordi de ønsker at supplere deres håndværkeruddannelse med en ingeniøruddannelse, siger han.

I Ingeniørforeningen ser formand for foreningens uddannelsesudvalg Flemming Krogh mindre optimistisk på udviklingen. Han henviser til, at antallet af studerende på ingeniøruddannelserne med en erhvervsuddannelse er halveret over de seneste ni år.

- Vi står med en truende mangel på ingeniører, og derfor har vi længe efterlyst bedre muligheder for, at håndværkere skal kunne læse videre, siger han.

Han glæder sig derfor over ministerens opgradering af erhvervsskolerne.

- Det er den eneste rigtige vej at gå. Det er vigtigt, at de unge allerede på erhvervsuddannelserne kan supplere med en række kurser, der gør det muligt, at læse videre, siger Flemming Krogh.

/ritzau/

Dagens Gossip