FAKTA: Det skete i Shipcraft-sagen

* 12. januar 2011: Seks søfolk bortføres fra den danske coaster Leopard fra rederiet Shipcraft. Det er fire filippinere og de to danske statsborgere, styrmand Søren Lyngbjørn og den chilensk-fødte kaptajn Eddy Lopez.

* Bortførelsen skete, efter at somaliske pirater angreb Leopard ved udmundingen af Adenbugten i Det Arabiske Hav.

* Angrebet skete omkring et døgn efter, at coasteren havde sat sine ubevæbnede vagter af i havnebyen Salalah i Oman.

* Piraterne kunne ikke få skibet med, da hovedmotoren var sat ud af kraft. Leopard var lastet med militært udstyr og drev, indtil det blev fundet af et tyrkisk krigsskib under Natos indsats mod pirater.

* Søfolkene blev tvunget til at gå fra borde og over på piraternes moderskib, det kaprede fiskefartøj Shiuh Fu No.1. Efter fire dages sejlads nåede piratskibet med de bortførte søfolk Somalias kyst.

* 29. juni kritiseres rederiet Shipcraft af sin egen brancheorganisation, Rederiforeningen af 2010, for håndteringen af sagen. Forhandlingerne om gidslernes løsgivelse ser ud til at være gået i stå.

* 29. juni: Fagforbundet Søfartens Ledere anmelder Shipcraft til politiet for at have overtrådt reglerne om arbejdsmiljø og sikkerhed til søs samt for ikke at gøre nok for at få gidslerne hjem. Information til de pårørende dokumenterer, at Shipcraft i omkring tre måneder ikke har haft kontakt til piraterne.

* 30. september: Søfartens Ledere anmelder piratangrebet til Statsadvokaturen for særlig internationale straffesager. Indtil da havde hverken rederiet Shipcraft selv eller danske myndigheder sørget for, at der blev indledt en efterforskning af det voldelige og bevæbnede angreb mod et dansk-flaget skib med to danske statsborgere om bord.

* 30 april 2013: Gidslerne frigives efter 838 dages tilfangetagelse. Samme dag meddeler Rederiforeningen af 2010, at den har ekskluderet rederiet Shipcraft, fordi rederiet ikke har vist vilje til at gøre alt, hvad det kunne for at få gidslerne fri.

* 30. april 2013: Det bliver offentligt kendt, at Søfartens Ledere i november 2011 anmeldte de tre i rederiets bestyrelse til politiet. Den svenske hovedejer John Arne Larsson, Sysser Zerlang Philipson (bestyrelsesformand frem til sommeren 2012) samt Claus Bech (direktør) var personlig anmeldt til politiet efter straffelovens bestemmelser.

* 29. oktober 2013: Den Maritime Havarikommission fremlægger rapport over hændelsesforløbet frem til og med angrebet og kidnapningen af besætningen. Rederiet havde gjort, hvad det kunne for at forebygge piratangreb.

/ritzau/

Dagens Gossip