Forside Nyheder Billigere end Wegovy: Slankepiller vinder frem på det danske marked

Billigere end Wegovy: Slankepiller vinder frem på det danske marked

wegovy
myskin / Shutterstock

En ny slankepille, der kan købes i håndkøb, sælger bedre og bedre herhjemme, men effekten er begrænset.

De senere år har efterspørgslen på vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro været enorm, og nu er endnu et middel dukket op på det danske marked.

Konkret er der tale om midlet Formoline, som man kan købe uden recept fra lægen.

Produktet blev sendt på markedet i Danmark i juli 2025 efter tolv år på det tyske marked, og salget er siden vokset ganske kraftigt.

Faktisk er salget tredoblet på et halvt år. Det skriver TV 2.

Fra 33.600 til 96.600

Hvor der i 2025 røg 33.600 pakker over disken, er tallet i første halvår af 2026 allerede nået op på 96.600.

Eskil Krogh, der er direktør hos den danske forhandler Pharmovital, kobler blandt andet fremgangen til de senere års opmærksomhed på vægt.

“Vi har været heldige, at Wegovy har slået nogle barrierer ned for os. Det er blevet mere almindeligt at tale om vægt og vægttab, og det har hjulpet et produkt som vores,” siger han til TV 2.

Mindre effekt end injektioner

Der er flere ting, der adskiller Formoline fra vægttabsmedicin af Wegovy-typen. Frem for alt koster Formoline væsentligt mindre, og man slipper for at sprøjte noget ind i kroppen.

Til gengæld er virkningen langt svagere, lyder det fra Jens Meldgaard Bruun, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center i Aarhus.

Hvor midler som Wegovy kan give et vægttab på 15 til 20 procent, ligger vægttabet ved pillerne, der er lavet af kostfibre fra krebsdyr, blot på tre til fem procent.

Da Formoline ikke tæller som et reelt lægemiddel, stilles der desuden ikke krav om omfattende kliniske studier af effekten.

Ads by MGDK