Fire unge anholdt for gaderøverier i Vollsmose i Odense

Politiet på Fyn har anholdt fire unge drenge i forbindelse med flere gaderøverier i Vollsmose.

Gaderøverierne er sket gennem den seneste tid, og herunder så sent som i weekenden.

Efterforskning fik i dag Fyns Politi til at anholde de fire formodede gerningsmænd.

Der er tale om unge fra lokalområdet, og det er en 14-årig, en 16-årig og to 15-årige drenge.

Ingen af dem er tidligere straffet, men de er kendt af politiet for mindre forseelser og hændelser.

Søndag den 3. juni 2012 var der tre tilfælde af overfald på Kertemindestien i Vollsmose:

  • - kl. ca. 1650 bag Mølleløkkevej blev en 75-årig kvinde frastjålet sin taske indeholdende blandt andet en mobiltelefon. Tasken lå i kvindens cykelkurv.
  • - kl. ca. 1650 bag Tjørnehaven ved B1909s tennisbaner blev en 12-årig dreng under trusler frarøvet et I-phone-cover samt 50 kr.
  • - kl. ca. 1700 bag Abildgaardskolen blev en 57-årig kvinde overfaldet med halsgreb og kvælertag. Hun blev trukket bagover og hen ad stien i forsøget på at fravriste hendes taske. Hun råbte op og klamrede sig til tasken, hvorfor gerningsmændene måtte opgive deres forehavende og ikke fik noget udbytte.

Politiet undersøger nu, om de anholdte kan sættes i forbindelse med flere tyveri- og røveriforhold fra området.

Dagens anholdelser er sket i en koordineret indsats i Lokalpoliti Odense, hvor der fremadrettet planlægges for en øget cykelpatruljering på stisystemerne i lokalområdet for at genskabe trygheden og forhindre yderligere overfald.

- Den 14-årige og ene 15-årige er løsladt igen og overgivet til Odense Kommune, da deres deltagelse i forholdene er klarlagt som værende meget perifer, oplyser vicepolitikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

De øvrige to anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag ved Retten i Svendborg.

Dagens Gossip