Folk såret i Libanon af syrisk kamphelikopter

En syrisk kamphelikopter har onsdag affyret tre missiler mod den libanesiske grænseby Arsal, hvor majoriteten af beboerne er sunnimuslimer, som støtter oprøret mod den syriske præsident, Bashar al-Assad.

En sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau AFP, at adskillige er såret ved angrebet.

- En syrisk helikopter har affyret tre missiler mod Arsal, et af missilerne ramte tæt ved byens centrale plads. Adskillige mennesker er såret, siger den libanesiske kilde.

Borgerkrigen i Syrien har den seneste tid trukket flere og flere tråde til nabolandet Libanon.

Det skyldes ikke mindst, at den libanesiske gruppe Hizbollah i stigende omfang blander sig i krigen på Bashar al-Assads side.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip