Forbrugerrådet kalder EU's telebindinger gift

Et udspil fra EU risikerer at forringe forholdene for de danske mobilkunder markant, hvis det bliver stemt igennem, konkluderer chefkonsulent hos Forbrugerrådet Martin Salamon.

Kommissionens forslag lægger op til en harmonisering af reglerne, og det betyder blandt andet, at teleselskaberne får mulighed for at lave bindingsperioder, der er højere, end danskerne er vant til.

Martin Salamon mener, at det er et malplaceret forsøg på at gøre noget godt for forbrugerne.

- Det er gift for de danske forbrugere og for markedsudviklingen herhjemme. Det er måske godt i andre lande med lange bindingsperioder, men vi har i Danmark en ret god konkurrence i telebranchen og en god forbrugerbeskyttelse, siger han.

Bindingsloftet i Danmark er i dag maksimalt seks måneder, men forslaget lægger op til, at teleselskaberne i EU kan binde kunderne i op til 12 eller 24 måneder.

En del af forslaget lyder dog også på, at man skal kunne købe sig ud efter seks måneder. Men Martin Salamon mener ikke, at der er ikke mange forbrugerfordele i at skulle betale sig fri eller være tvunget til at blive hængende.

- Det giver meget bedre mening, at teleselskaberne kun kan foretage en lav bindingsperiode, så de er tvunget til at give dig en god service og give dig nogle gode priser for at holde på dig.

- Det her vil være et tilbageskridt for de danske forbrugere og den danske telesektor. Det er bestemt noget, der skal kæmpes imod, siger han.

Dansk Industri hilser derimod forslaget velkommen. Chefkonsulent, Christian Hannibal, mener, at længere bindingsperioder betyder større forudsigelighed for teleselskaberne.

- Man skal desuden huske på, at længere bindingsperioder kan blive et større konkurrenceparameter, hvis selskaberne også tilbyder kortere binding, forklarer han.

Forbrugerrådet bakkes op af Christel Schaldemose, der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Hun mener, at forslaget kan være til skade for digitaliseringen, og hun vil forsøge at fjerne harmoniseringen eller få en fælles lav bindingsperiode.

/ritzau/

Dagens Gossip