Formandsvalg bliver tiet ihjel

For første gang i 18 år er der kampvalg om posten som formand for Danmarks største fagforening.

Men de cirka 323.000 3F-medlemmer har ikke haft mulighed for at få noget at vide om de to kandidaters visioner for fagforeningen. Det skriver Altinget.dk.

For fire måneder siden annoncerede formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, at han ville stille op som formand mod siddende formand Poul Erik Skov Christensen, men opstillingen har kun været omtalt i medlemmernes blad, Fagbladet 3F, med et enkelt notat.

Ifølge Altinget.dks oplysninger ville redaktion på Fagbladet 3F ellers meget gerne have skrevet om formandsvalget, og de har gentagne gange spurgt ledelsen om, hvordan de skulle dække valget, men i flere måneder fik de intet klart svar.

De sidder samtidig tilbage med en følelse af, at ledelsen har forsøgt at tie kampvalget ihjel. Først i næste nummer af Fagbladet 3F kommer begge kandidater med deres synspunkter.

De interne kritikere mener dog, at det er for lidt og for sent, og at bladet først informerer medlemmerne fyldigt om valget af deres formand få dage før, kongressen begynder.

Den manglende debat og åbenhed om formandsopgøret har i den seneste uge fået flere af tillidsfolkene til at undre sig på 3F's interne forum for tillidsfolk, tillid.dk.

De sidder med en følelse af, at forbundsledelsen, med Poul Erik skov Christensen i spidsen, forsøger at tie formandsvalget i ihjel, så Jan Villadsen ikke kommer til at fremstå som et seriøst alternativ.

"Det, der tricker mig, eller rettere bekymrer mig, er, at man godt kan få en følelse af, at formandsvalget skal ties ihjel," skriver en tillidsmand på det interne forum.

"Giv os nu den debat. Giv os muligheden for at kunne træffe det rigtige valg. Et valg om, hvem der skal lede os ud i fremtiden. Vi skal vel ikke vælge i blinde?," skriver tillidsmanden, som har fået opbakning til sine synspunkter fra flere andre tillidsfolk.

"Ja, lad os få gang i en debat, men vi må desværre nok konstatere, at vores "nye" formand er valgt," skriver en anden tillidsmand.

3F-formand, Poul Erik Skov Christensen, afviser beskyldningerne om, at han skulle have forsøgt at tie valget ihjel.

- Jeg har set, at der på vores tillidsmandsforum har været en intern debat om det, og jeg har også noteret mig, at der har været nogle enkelte afdelinger, der gerne så, at vi kom på turne rundt i landet. Men der har ikke hverken i hovedbestyrelsen eller fra Jans side været ytret ønske om sådan en turne, siger Poul Erik Skov Christensen til Altinget.dk

Dagens Gossip