Fuglsang forventer at skuffe sin chef

Astanas chef Alexander Vinokourov ønsker sig inderligt en etapesejr i Tour de France, og realistisk set er der blot en chance igen, nemlig lørdag, og den er nok ikke så realistisk endda.

Jakob Fuglsang vil i hvert fald ikke love sin chef noget at juble over i skisportsbyen Semnoz, hvor lørdagens 125 kilometer lange etape slutter.

- Den bliver nok svær. Jeg tror, at den ligger godt til Joaquim Rodriguz eller Nairo Quintana, siger Jakob Fuglsang.

SPØRGSMÅL: En etapesejr der, er det noget, du har tænkt over?

- Ja, det har jeg lidt. Men jeg har prøvet den sidste stigning, og den er modbydelig. Det er ikke sådan en, der ligger lige til højrebenet, siger Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang var tæt på en Tour-triumf på 9. etape - tættere end han nogensinde har været - da han kørte i udbrud med Daniel Martin fra Garmin-Sharp. Danskeren blev slået i en spurtduel.

Ret beset har Astana også en chance søndag på Champs-Elysees, men eftersom holdet ikke har en sprinter i truppen, synes det usandsynligt, at der er noget at hente i Paris.

Netop Alexander Vinokourov er dog en mand, der besidder knowhow om, hvordan man snyder sprinterne på Champs-Elysees.

Kasakheren er en af de få, der har haft succes med at vinde en solosejr på Tourens sidste dag. Det skete i 2005, da han angreb og vandt etapen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip