Gjøltrolden: Dansk kult-figur solgt til Steven Spielberg

De berømte Gjøltrolde, som især hærgede børneværelserne i 1960'erne og fik en renæssance i 1990'erne, har allerede en filmkontrakt med amerikanske DreamWorks Animation.

Nu har DreamWorks, der har instruktøren Steven Spielberg som medejer, også købt rettighederne til at sælge troldene i alle afskygninger i hele verden med undtagelse af Skandinavien.

De rettigheder har virksomheden Dam Things Holding, der har adresse Gjøl i Jylland, beholdt.

- Det er et stort apparat at skulle dække hele verden. Der kan nemt være 50 til 100 licenspartnere, hvor man skal sikre, at alt går rigtig til. Det er kolossalt svært, siger direktør i Dam Things, Calle Østergaard.

Prisen er ukendt, men "det er aldrig billigt at lave forretninger med os", siger Calle Østergaard.

Troldene, der på engelsk bliver kaldt "Good Luck Trools", er skabt af den danske træskærer og fisker Thomas Dam. De små nøgne trolde er kendt for deres grinende ansigter og det vilde hår, der har alle regnbuens farver.

- Det er spændende at opleve, at de trolde som Thomas skabte for 50 år siden, nu bliver populære over hele verden, når filmen kommer, siger han.

Troldene kunne allerede ses i " Toy Story 3 ", og søskendeparret Adam Wilson og Melanie Wilson LaBracio er hyret til at skrive et manuskript til en hel film om de små kære trolde.

Angiveligt skal filmen bygge videre på troldenes mytologi og give den danske virksomhed en mulighed for at præsentere de små trolde med det vilde hår for en ny generation, der ikke kun inkluderer turister i Københavns gader.

DreamWorks Animation har tidligere lavet film som "Shrek", "Madagascar" og "Kung Fu Panda". En ny Kung Fu Panda-film er på vej, og danske Mads Mikkelsen lægger stemme til en af figurerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip