Global smiley skal bremse løngab til chefer

Med lanceringen af et nyt globalt løncertifikat, vil den canadiske fond, Wagemark Foundation, begrænse de store lønforskelle, der præger forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i de fleste lande og industrier.

I Danmark taler det tværpolitiske ide- og debatforum Under Radaren varmt for systemet, skriver Politiken onsdag.

Kan en arbejdsgiver garantere, at topchefens løn højst er otte gange højere end lønnen hos de lavestlønnede medarbejdere, har virksomheden gjort sig fortjent til et certifikat eller en smiley, der fortæller omverdenen, at den udbetalte løn er fair og bæredygtig på alle etager.

- Det handler ikke kun om social retfærdighed, det handler også om god forretningssans. Virksomheder med en flad lønstruktur er mere innovative, har en højere arbejdsmoral og større modstandsdygtighed i krisetider, siger Peter MacLeod, direktør for Wagemark Foundation til Politiken. Han ser Danmark som et potentielt foregangsland for det nye lønsystem.

Dansk Erhverv vil ikke afvise, at det kan få en platform i Danmark på et tidspunkt, hvor social ansvarlighed og etik for alvor rykker ind i virksomhedskulturen.

Stine Bosse, der blandt andet er formand for Det Kongelige Teater og Flüggers bestyrelse kalder initiativet spændende:

- Bliver Wagemark meget udbredt, vil det kunne påvirke virksomhedernes adfærd. Men jeg vil se det, før jeg tror det, siger hun til Politiken.

Især banksektoren har været præget af skandalesager, hvor chefer har fået enorme bonusser midt i en krisetid.

- Det er frustrerende for medarbejderne at se, hvordan lønningerne stiger på bankernes direktionsgange. Her kunne en smileyordning være en fornuftig modvægt og et initiativ, vi meget gerne vil arbejde med, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, til Politiken, og tilføjer, at i hans fag tjener cheferne meget mere end otte gange så meget som de lavestlønnede:

- Så skulle man følge denne model, ville det betyde, at topchefen i Danske Bank skulle nøjes med en årsløn omkring de 2,4 mio. kr. Det gør han næppe, mener Kent Petersen.

 

Dagens Gossip