Håndboldboss: Hansen bør droppe slutrunder

Mikkel Hansen deltager, ifølge sin sportschef i Paris Saint-Germain, i for mange slutrunder med det danske håndboldlandshold.

Hvert eneste år byder på en slutrunde, og derudover er der OL hvert fjerde år. Over en periode på 13 måneder i 2012 og 2013 skal Mikkel Hansen spille EM, OL og VM. Det er for meget, mener PSG's sportschef Bruno Martini.

- Jeg mener, at forbundene bør tage et kig på det. Spillerne er til tre slutrunder på 13 måneder. Ingen kan acceptere det. Det er for meget, selvfølgelig. Det er et stort problem. Der er alt for mange kampe, siger Martini til sporten.tv2.dk.

- Spillerne er altid presset, når de kommer tilbage efter en slutrunde. Det så vi selv med Mikkel efter OL.

- Spillet bliver hurtigere og hurtigere, og hårdere og hårdere hvert år. Og jo flere kampe, du spiller, jo større er risikoen for at blive skadet, mener sportschefen.

Mikkel Hansen har netop meldt afbud til weekendens to landskampe mod Argentina på grund af knæproblemer.

De fleste klubber er enige i, at antallet af slutrunder bør skæres ned. Det samme er Danmarks landstræner Ulrik Wilbek. Problemet ved at skære en EM- eller VM-slutrunde væk er, at de nationale forbund dermed vil lide et stort indtægtstab.

Der er VM i Spanien til januar.

 

Dagens Gossip