Håndværkere: BoligJob-stop koster 4.000 job

Malermestre, tømrere, murere har nydt godt af, at boligejerne de seneste to år har fået milliardfradrag for opgaver i hjemmet.

Håndværksrådet vurderer, at BoligJob-ordningen har fastholdt over 4.000 personer i beskæftigelse inden for byggebranchen.

Men efter nytår smækker regeringen kassen i. Og uden tilskud fra staten forventer byggebranchen fyringer og svære økonomiske tømmermænd.

- Der er ingen tvivl om, at ordningen har skabt masser af ordrer og job til små- og mellemstore virksomheder. Og hvis ordningen falder bort, sådan som finansministeren har lagt op til, så vil omkring 4.000 job være i fare, siger politisk chef Frank Korsholm fra Håndværksrådet.

Samtidig frygter erhvervsorganisationen med over 20.000 små- og mellemstore virksomheder som medlemmer, at frafaldet af ordningen vil ramme som et kølleslag.

I øjeblikket melder især malermestre om bunker af opgaver. Men de gode tider ventes at stoppe brat, når BoligJob-ordningen frafalder.

- Når den slags ordninger kommer og går med så kort varsel, så skaber det usikkerhed hos boligejerne. Og det betyder, at de fremrykker en masse opgaver, som kunne være udført til næste år eller året efter igen. Så når vi kommer på den anden side af nytår, er der lige pludselig ingen opgaver længere, siger Frank Korsholm.

Og Håndværksrådet har absolut grund til at frygte dagen derpå efter BoligJob-festen, vurderer Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Han påpeger, at BoligJob-ordningen skulle være med til at hjælpe den konjunkturramte bygge- og anlægssektor i gang, samtidig med at danskerne igen skulle begynde at bruge flere penge.

Men den økonomiske krise har bidt sig fast. Så bortfaldet af det statslige tilskud kommer til at ramme ekstra hårdt.

- I bygge- og anlægssektoren kan de regne med en nedgang, når fradraget forsvinder. Så skal det bæres af den almindelige efterspørgsel. Og det er klart, at med den aktivitet, der er i økonomien i øjeblikket, der kan man godt forvente, at der sker et fald efter nytår, siger Michael Svarer.

Dagens Gossip

Dagens TV