Hækkerup: Vi må holde øje med Kroatien

Europaminister Nick Hækkerup (S) hilser det velkomment, at Kroatien nu retter ind, så landet igen overholder de lovkrav, landet skrev under på ved optagelsen i EU 1. juli i år.

- Det er rigtig godt, og nu skal vi bare sikre, at det kommer til at foregå så hurtigt som muligt, siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Den danske Europaminister var i sidste uge blandt de første til at bakke op om EU-Kommissionens varsling om sanktioner mod Kroatien for at have ændret sin lov, så den ikke længere overholder kravene til den europæiske arrestordre.

På et møde onsdag i Bruxelles lovede Kroatiens justitsminister, Orsat Miljenic, at trække lovændringen tilbage, så den igen overholder EU-kravene.

Lovændringen menes at være lavet for at beskytte en tidligere kroatisk efterretningschef, Josip Perkovic, mod at blive udleveret til retsforfølgelse i Tyskland, hvor han står anklaget som bagmand til et mord begået i 1983.

Loven, der blokerede for udlevering i forbindelse med forbrydelser begået før 2002, bliver ifølge justitsministeren ændret igen med effekt senest ved årsskiftet.

Det glæder Nick Hækkerup, at presset på det nye EU-land nu har båret frugt.

- Det er et grundlæggende positivt signal, at de vil ændre loven. Men det er vigtigt, at de gode intentioner bliver fulgt op af hurtig handling, slår han fast.

Den kroatiske justitsminister ønsker ikke at forklare, hvorfor Kroatiens regering valgte at bryde EU's lovgivning i forbindelse med optagelsen.

Kroatiske medier har spekuleret i, at regeringen kun retter ind efter EU, fordi den samtidig vil ændre forfatningen, så en ny forældelsesfrist for forbrydelser alligevel kan forhindre udleveringen af Perkovic.

Orsat Miljenic forsikrer dog om, at en kommende kroatisk forfatningsændring ikke har forbindelse til den pågældende sag.

/ritzau/

Dagens Gossip