Hvor er 12-årige Jessica?

Søndag aften forlod 12-årige Jessica Thøgersen sit hjem, og hendes familie har ikke set hende siden.

Pigen er fra Havnbjerg på Als, og Syd- og Sønderjyllands Politi beder nu om hjælp til at finde hende.

Da Jessica forlod hjemmet, skulle hun sove hos en veninde, men forinden var hun flere gange samme dag gået fra hjemmet.

- Jessicas familie har konstateret, at hun har været på Skype flere gange, og en bekendt af pigen har oplyst, at hun har det godt og befinder sig i Odense, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Jessica Thøgersen er spinkel og cirka 170 cm høj, hun har skulderlangt hår og briller. Da hun tog af sted hjemmefra i søndags havde hun røde bukser og mørke sko på, samt en blå Kappa-jakke.

Har du oplysninger om pigens forsvinden, kan du kontakte politiet på 114.

 

Dagens Gossip