Industrien roser Thorning: Godt første skridt

Der var behersket jubel fra salen, da statsminister Helle Thorning-Schmidt tirsdag understregede på Dansk Industris topmøde i København, at regeringen ingen planer har om at hæve en eneste skat eller afgift.

- Det er altid en rigtig god ting, når man tager det første skridt i at erkende, at man har et problem, siger DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad, til Ritzau.

- I den forstand må vi tage det som et klart udtryk for, at statsministeren også erkender, at det (skattestigninger, red.) ikke er nogen vej, man kan gå længere af, siger Karsten Dybvad og fortsætter:

- Og derfra er der måske heller ikke så langt til at erkende, at vi så skal forbedre vilkårene for de danske virksomheder og tage konsekvensen af det og så sænke skatter og afgifter.

Ifølge Dansk Industri går vejen ud af krisen gennem en øget arbejdstid for danskerne, lige som den offentlige sektor skal på slankekur, så skatter og afgifter - hvert år frem mod 2020 - kan sænkes med fire-fem milliarder kroner.

Det svarer alt i alt til at sætte skatter og afgifter ned med op mod 40 milliarder kroner.

Det vil ifølge Dansk Industri gøre, at Danmark til den tid ikke længere vil have verdens højeste skattetryk, men "blot" det næsthøjeste.

Spørgsmål: Hvordan ser du for dig, at DI's forslag har nogen politisk gang på jord?

- Danske politikere er meget bevidste om at løse de problemer, landet står over for. Og jeg tror helt klart også på, at det her vil blive taget op, siger Karsten Dybvad.

Dagens Gossip