Influenzaepidemi dræber 18 børn

Influenzaen plager amerikanerne, som denne vinter har været ramt af et af de mest barske udbrud i flere år.

Mindst 18 børn har mistet livet og tusindvis af mennesker har lidt under vinter-virussen, siden influenzaepidemien brød ud i begyndelsen af december.

- Det ligner det værste år, vi har haft siden 2003-2004, siger Anthony Fauci, direktør i det nationale institut for allergi og smitsomme sygdomme.

- Typen af influenza er mere alvorlig. Det er H3N2-virussen, som historisk er mere alvorlig end andre typer af virusser, tilføjer han.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder er omkring 2200 mennesker blevet indlagt over den seneste måned.

Et af de hårdest ramte områder er millionbyen Boston i delstaten Massachusetts. Her lyder det fra myndighederne, at omkring 700 er blevet nedlagt af vintersygdommen - det er næsten 10 gange flere end forrige sæson.

- Det her er den værste sæson, vi har haft siden 2009, og folk skal tage influenza-truslen meget alvorlig, siger Bostons borgmester, Thomas Merino.

- Jeg opfordrer borgerne til at få fat i vaccinen, hvis de ikke allerede har gjort det. Det er det bedste, du kan gøre for at beskytte dig selv og din familie. Og hvis du er syg, så bliv venligst hjemme og lad være med at gå i skole eller på arbejde, tilføjer han.

Vaccinen giver 60 til 65 procent beskyttelse med virussen, og flere amerikanere har allerede lyttet til myndighedernes råd. Men den store efterspørgsel har medført mangel på vaccine flere steder i landet.

- Folk, som endnu ikke er blevet vaccineret, og som ønsker det, er nødt til at søge efter det adskillige steder, siger en talsmand for centret for kontrol og forebyggelse af sygdomme i Atlanta, Georgia, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Selvom der efterhånden er kontrol over influenzaepidemien i USA, så er det endnu uvist, hvor meget værre sygdommen udvikler sig, lyder det fra landets sundhedsmyndigheder.

Især i den nordøstlige del af USA oplever skadestuerne for tiden en kraftig stigning i patienter, der kommer ind med influenzalignende symptomer.

I Pennsylvania har et hospital for eksempel været nødt til at slå et telt op udenfor for at tage imod og behandle de mange sygdomsramte amerikanere.

Hvert år død tusindvis af mennesker af influenza i USA. Omkring 90 procent af de årlige 36.000 dødsfald er amerikanere, som er ældre end 65 år.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip