Katastroferegnskab sender bankformand ud

Et dundrende underskud i første kvartal på en lille kvart milliard kroner efter skat får nu bestyrelsesformand i Østjydsk Bank Thorvald Christensen til at forlade sin post.

Det oplyser banken til fondsbørsen.

- Med baggrund i det utilfredsstillende resultat for første kvartal 2013 har bestyrelsesformand Thorvald Christensen besluttet, at han pr. dags dato fratræder som bestyrelsesformand i banken, og samtidig forlader bankens bestyrelse, skriver banken.

Det bliver den hidtidige næstformand, Knud Timm-Andersen, der overtager formandshvervet indtil videre. Banken holder ekstraordinært repræsentantskabsmøde 12. juni, hvor bestyrelsen konstituerer sig endeligt.

Det store underskud har allerede kostet den tidligere direktør Jens Vendelbo jobbet.

Det var i fredags, at banken fremlagde katastroferegnskabet. Heraf fremgik det blandt andet, at banken for at leve op til Finanstilsynets krav også skal hente 175 millioner kroner hos sine nuværende aktionærer og andre investorer.

Samtidig er banken nødt til at sælge tre filialer til Arbejdernes Landsbank.

Direktør i banken Max Hovedskov sagde i den anledning til Ritzau, at "det er stærkt utilfredsstillende, at vi har tabt så mange penge. Det er også smerteligt, at vi må sælge tre gode filialer fra".

Max Hovedskov blev i forbindelse med årsregnskabet udnævnt som ny bankdirektør efter Jens Vendelbo.

/ritzau/

Dagens Gossip