Klar til at sende flere danskere til Mali

Et flertal i Folketinget besluttede sent tirsdag aften at sende et Hercules-transportfly og omkring 40 mand til Mali i tre måneder.

Men knap er det danske bidrag sendt af sted, før der i Folketinget er et bredt flertal for at diskutere muligheden for at udvide den danske deltagelse.

- Vi er selvfølgelig villige til at diskutere, hvordan bidraget skal se ud, hvis regeringen vil diskutere det med os, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen.

Udtalelsen kommer, efter forsvarsminister Nick Hækkerup tirsdag aften gæstede talkshowet "Hos Clement" på DR1, hvor han ikke var afvisende for, at regeringen vil øge indsatsen i Mali.

- Det kan godt være, at det bliver længere (end tre måneder, red.), men det er altså ikke planen nu, siger Nick Hækkerup.

- Succeskriteriet kan jo være, hvordan FN stiller sig efter de tre måneder, og hvordan de øvrige afrikanske lande stiller sig på det tidspunkt - hvordan vurderes terrortruslen og så videre, tilføjer ministeren.

Troels Lund Poulsen lægger dog vægt på, at man først bliver nødt til at evaluere virkningen af den indsats, der er sat i gang. Det virker ikke seriøst på nuværende tidspunkt at diskutere en eventuel indsats, der ligger tre måneder fremme.

- Nu har vi først og fremmest givet et mandat i går, og så må vi se, hvordan det forløber, siger han.

- Vores bidrag skal selvfølgelig bruges, og så må vi følge situationen tæt i Mali og tage bestik undervejs, siger han.

Frankrig besluttede i sidste uge at hjælpe Mali med at bekæmpe et islamistisk oprør i landet.

Det primære formål med den danske militærindsats er foreløbig at hjælpe franskmændene med at fragte militær personel og isenkram fra Frankrig til det vestafrikanske land.

Den danske mission koster op til 14 millioner kroner, og de 40 mand omfatter både piloter, flymekanikere og andet personel, der er tilknyttet transportflyet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip