Krav fra vælgerne: SF ud af regeringen

Over halvdelen - 51 procent - af de vælgere, som sidst stemte på SF, angiver i en Megafonmåling, at de mener, at tiden er kommet til, at Annette Vilhelmsen og co. forlader ministerkontorerne. Kun 23 procent af de samme vælgere mener, at SF skal blive.

Det skriver Politiken torsdag.

Vælgerne er blevet spurgt, om SF fortsat kan 'sidde i regering med det udspil om en SU-reform, en kontanthjælpsreform og en vækstpakke, som regeringen senest har fremlagt'. Valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet kalder målingen 'ganske markant':

- Det er en illustration af SF's problem med at være i regering, fordi regeringens politik fjerner sig fra de traditionelle vælgeres ideer, siger han til Politiken.

Partiformand Annette Vilhelmsen vil ikke direkte kommentere målingen, men siger til Politiken:

- Jeg hører bekymringerne, bestemt. Det giver anledning til, at der er noget, vi skal have forklaret, og så skal man tage stilling derefter.

SF-formanden understreger, at hun står bag vækstpakken:

- Jeg synes, det flugter med, at det for SF er ganske vigtigt, at der er arbejdspladser, siger hun til Politiken.

 

Dagens Gossip