Kvindelig lærer skudt ned på gaden

En kvindelig lærer, der underviste på en pigeskole i Pakistan, er blevet skudt ned af mænd, der kørte forbi hende i en bil i landets urohærgede grænseområde op til Afghanistan, siger embedsmænd i Peshawar.

Det formodes, at militante islamister, der er imod uddannelse af piger, står bag drabet.

I de seneste år har militante muslimske fundamentalister bombet hundredvis af skoler.

Den 41-årige lærer, Shahnaz Nazli, blev skudt og dræbt tirsdag nær byen Jamrud i Khyber-distriktet mellem Peshawar og den afghanske grænse.

Hun blev skudt, da hun var på vej til regeringens pigeskole i Shahkas.

- Gerningsmændene kom kørende på motorcykel og skød hende, da hun var omkring 200 meter fra skolen, siger en lokal embedsmand, Asmatullah Wazir.

Volden er taget til i det nordvestlige Pakistan forud for parlamentsvalget i landet den 11. maj.

I oktober sidste år skød Taliban teenageren Malala Yousafzai i hovedet på klos hold. Hun havde i flere år kæmpet for pakistanske pigers ret til at gå i skole.

Pigen blev indlagt og opereret på et højt specialiseret sygehus i Storbritannien.

Hun blev efter en vellykket operation nomineret til Nobels fredspris.

Militæret har længe kæmpet mod Taliban og andre oprørsgrupper i Khyber, hvor Nato har en vigtig forsyningsrute til Afghanistan, hvor de udenlandske kamptropper vil blive trukket hjem næste år.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip