Læger vil vaccinere mod penis- og anus-kræft

Antallet af vacciner mod den såkaldte HPV-virus steg voldsomt sidste år - fra 37.616 vacciner i andet kvartal til 132.630 i tredje kvartal.

Den markante stigning skyldes især, at vaccinationsprogrammet blev udvidet i august, så alle piger født efter 1985 nu får gratis tilbudt om at få stikket, der forebygger livmoderhalskræft.

Men årsagen er også, at flere vælger vaccinen, selv om de selv skal betale 3500 kroner, skriver Politiken.

- Som noget nyt ser vi også drenge og mænd. Dem har vi vaccineret 42 af siden august, siger Karsten Østergaard, direktør i Danske Lægers Vaccinations Service, der har 35 klinikker rundt om i landet.

Vaccinen er anerkendt for at beskytte kvinder mod livmoderhalskræft - og begge køn mod kønsvorter. Men forskning peger på, at HPV-virus også kan være skyld i kræft hos mænd. I søgelyset er især cancer i mundhule, anus og penis.

- Infektion med HPV-virus er medvirkende årsag til en væsentlig vækst i visse cancertyper hos danske mænd, siger Helle Kiellberg Larsen, speciallæge i hud- og kønssygdomme, Bispebjerg Hospital, til Politiken.

I USA, Australien og Canada anbefaler myndighederne vaccinen til drenge på lige fod med piger, men Danmark læner sig op ad de europæiske myndigheder, der ikke har den slags anbefalinger.

Flere danske læger vaccinerer da også allerede deres mandlige patienter.

De praktiserende lægers lægefaglige organisation, Dansk Selskab for Almen Medicin, ser gerne, at drenge kommer med i det gratis program, når "dokumentationen for, at vaccinen modvirker kræft hos mænd er i orden", lyder det.

Overlæge i Kræftens Bekæmpelse Iben Holten "ser meget store perspektiver i vaccinen".

Og også fra politisk hold er der interesse for sagen.

- Mange har i løbet af de seneste år påtalt over for mig, at vaccinen også har en effekt i forhold til drenge og mænd, siger formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Flemming Møller Mortensen (S), til Politiken.

Udvalget har netop bedt sundhedsminister Astrid Krag (SF) undersøge, hvorvidt der kan være en økonomisk gevinst ved at vaccinere alle drenge, fordi man sparer penge til kræftbehandling og til behandling af kønsvorter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV