Ledige på dagpenge bliver tvunget fra hjemmet

Det vil få alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser, når tusindvis af danskere mister retten til dagpenge efter nytår.

Blandt smede, mekanikere, it-folk og andre i Dansk Metal, der er på vej ud af dagpengesystemet, siger 55 procent, at dagpengestoppet vil tvinge dem til at flytte.

Det viser en rundspørge foretaget af fagforbundet blandt 686 medlemmer, skriver Politiken.

- Langt de fleste mister fuldstændigt forsørgelsesgrundlaget. Det er en katastrofe for dem og deres familier, siger Torben Poulsen, chef for Dansk Metals a-kasse, til Politiken.

- Jeg taler med medlemmer, der for at spare penge skal trække deres børn ud af fritidsklubber og sportsklubber. Og over halvdelen må flytte, hvis de i det hele taget kan sælge deres hus, fortsætter han.

Blandt de adspurgte tror kun 23 procent, at de kan få kontanthjælp, når deres dagpengeperiode udløber.

I vinterhalvåret 2011-12 mistede cirka 1000 ledige retten til dagpenge ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen. Der findes dog ingen undersøgelser af, om de - og andre før dem - har måttet fraflytte deres bolig, skriver Politiken.

Men halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år per 1. januar vil betyde farvel til dagpengene for langt flere: Mellem 9000 og 16.000 arbejdsløse vurderer Beskæftigelsesministeriet.

- Det vil i langt højere grad ramme helt almindelige middelklassedanskere med hus og bil. Det er arbejdsløse, som ikke har andre problemer, end at de mangler et job, siger afdelingsleder Lisbeth Pedersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger til Politiken, at hun "har meget stor forståelse for, at man kan se pessimistisk på tingene, når man har været ledig så længe og er blevet ramt af en økonomisk krise".

- Men jeg kan umuligt sige noget om, hvad det vil betyde for hver enkelt, siger Mette Frederiksen.

Dagens Gossip