Løftebrud: Ingen job til varme hænder

I årevis har kommunerne lovet, at de vil skabe flere job for varme hænder, mens de vil skære i antallet af kolde. Men i virkeligheden gør kommunerne det modsatte. Det skriver Berlingske.

I løbet af de sidste fem år er der nemlig røget 14.000 job blandt velfærdsstatens frontpersonale. Lærere, Pædagoger og SOSU'ere går arbejdsløse, mens der i samme periode er blevet oprettet 6.000 ekstra stillinger for administrative medarbejdere. Og det er ikke i orden, siger Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole.

- Det er problematisk, at man siger én ting og gør noget andet. Forventninger til kommunalreformen var, at man ville skære i det administrative niveau. Men der skete i virkeligheden det modsatte, forklarer forskeren til Berlingske.

Han forklarer udviklingen med, at lederne i kommunerne helst ikke vil skille sig af med de medarbejdere, som de kender personligt fra hverdagen på rådhuset. Derimod er det nemt, lige at lægge to skoler eller to biblioteker sammen - selv om det koster job, er det intet, cheferne får ind på livet.

Borgmester i høje Taastrup, Michael Ziegler (K), der også er formand for KL's personaleudvalg, forklarer udviklingen med en større professionalisering. Når der bliver oprettet stillinger på rådhuset sker det for at pædagoger kan slippe for administrativt arbejde, siger han.

- Det vil i statistikken se ud som flere kolde hænder, men det er ikke det reelle billede. Man skal også se på, hvor meget kold tid, de varme hænder bliver brugt på.

Det sidste år har der desuden været et fald på 0,2 procent i antallet af kolde hænder, og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tror, at tendensen vil fortsætte.

- Jeg har ingen grund til at tro, at kommunerne ikke gør en stor indsats for at levere den bedste service til borgerne, lyder det fra ministeren.

Kilde: Berlingske

Dagens Gossip

Dagens TV