Løkke er klar til erhvervsskole-aftale

Venstre vil meget gerne være med til at sikre regeringen flertal for en reform af erhvervsuddannelserne.

Det fastslår Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som dog udtrykker en vis skepsis ved to af hovedpunkterne i regeringens udspil.

- Det er ikke sådan, at vi bare ubeset køber den pakke, som regeringen er kommet med. Men vi vil meget gerne være med i de her forhandlinger, og der er behov for at gøre noget.

- Der er brug for at opruste kvaliteten af vores erhvervsskoler, og der er brug for at få flere til at vælge dem, for ellers kommer vi simpelthen til at mangle faglært arbejdskraft i årene, der kommer, siger Løkke.

Venstre-formanden glæder sig over, at regeringen nu er med på at stille krav om bestået dansk og matematik i folkeskolen for at komme ind på erhvervsuddannelserne.

Til gengæld er han ikke udelt begejstret for planen om et etårigt grundforløb for de unge, som kommer direkte fra folkeskolen.

- Vi synes umiddelbart, at et år lyder som lang tid. Vi er åbne for, at der skal være et indskolingsforløb, der er længere end det i dag, for de elever, der har brug for at orientere sig, før man vælger retning.

- Men uanset om det er et år eller kortere, så ønsker vi, at de, der har valgt retning eller har lærepladsen på hånden, skal kunne suse hurtigere igennem, siger han.

Samtidig udtrykker Lars Løkke Rasmussen bekymring over regeringens planer om at indføre en ny toårig fleksuddannelse for de unge, der hverken er i stand til at gennemføre en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse.

- Når man allerede bliver så opfindsom omkring, hvad man skal gøre ved alle dem, der ikke kan, så er det jo lidt en falliterklæring. Vi skal jo hellere fokusere på, hvordan vi får alle til at kunne, siger Løkke.

Man må i stedet kigge på folkeskolen endnu engang for at sikre, at de elever, der forlader folkeskolen, er rustet til at tage en uddannelse, mener Løkke.

- Vi skal nødig være i en situation, hvor vi er nødt til at opfinde nogle lidt tvivlsomme uddannelser for at dække over, at folkeskolen har svigtet.

- Jeg siger hverken ja eller nej til fleksuddannelserne i dag, men jeg udtrykker en vis skepsis, siger Løkke.

/ritzau/

 

Dagens Gossip