Mand opereret efter stik med kniv og gaffel

En 34-årig mand er fredag blevet fængslet til den 2. november, sigtet for grov vold i sagen om mishandling af en 62-årig mand i Haarby på Sydfyn.

Det oplyser efterforskningsleder Finn Wegener fra lokalpolitiet i Assens.

Mishandlingen i et hus i Haarby på Sydfyn stod på i flere timer. Her blev det 62-årige offer slået, sparket, snittet og stukket med blandt andet en kniv og en gaffel.

Offeret blev torsdag indlagt på Odense Universitetshospital, hvor meldingen var, at hans tilstand var kritisk.

- Han har siden været gennem flere operationer, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Politiet fik en anmeldelse om mishandlingen torsdag klokken 13.40.

Da betjentene nåede frem, var foruden offeret og den 34-årige mand en 32-årig kvinde til stede. De er alle tre en del af et druk- og misbrugermiljø.

Politiet kender endnu ikke baggrunden for, at den 62-årige blev mishandlet. Men der kan være et gammelt uvenskab mellem mændene, oplyser Finn Wegener.

Efterforskningslederen vil ikke nærmere ind på, hvad der konkret knytter den 34-årige til voldsepisoden. Manden, der er godt kendt af politiet i forvejen, nægter sig skyldig.

Under den første afhøring hos politiet erkendte han, at han havde været til stede i huset, men tilføjede, at hvis den 62-årige var blevet mishandlet, måtte det være "nogen andre, der har gjort det."

Også kvinden blev anholdt i forbindelse med mishandlingen, men politiet valgte at løslade hende igen uden at have fremstillet hende i grundlovsforhør.

/ritzau/

 

Dagens Gossip