Mand svindlede sig til lottomillioner

Forbrydelse betaler sig ikke. Den kliché må dunke inde i hovedet på en amerikansk mand, som tirsdag fik en hård dom for at have forsøgt at snyde sig til en stor lottogevinst.

Andy Ashkar er dømt til at tilbringe mellem otte og 25 år i fængsel for at være i besiddelse af en lottokupon, som blev stjålet fra hans forældres købmandsforretning i Syracuse i oktober 2006.

Det oplyser anklagemyndigheden i Onondaga County i staten New York til Huffington Post.

Den samme dommer, som i maj kendte Ashkar skyldig i have stjålet kuponen, forklarede den hårde dom med mandens "voldsomme grådighed".

Ifølge anklageren i sagen stjal Ashkar lottosedlen med en gevinst på 5 millioner dollar - eller cirka 28 millioner kroner - fra den virkelige vinder, Robert Miles.

Ashkars bror er tidligere blevet frikendt for en anklage om at have medvirket i forbrydelsen.

Lottoselskabet oplyser, at det er tæt på at klargøre, om vinderkuponen nu også tilhører Robert Miles.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV