Militæret skal betale jysk motorvej

Milliardnedskæringerne i forsvaret kommer de kommende år til finansiere ny asfalt i Jylland. De store besparelser på blandt andet kaserner og lønninger skal nemlig bruges på en ny motorvej mellem Herning og Holstebro.

Det fremgår af forsvarsminister Nick Hækkerups (S) udspil til et forsvarsforlig, som Berlingske er i besiddelse af.

- Forligspartierne er enige om, at frigjorte midler i 2013 og 2014 på samlet set cirka 2,5 milliarder kroner anvendes til udbygningen af strækningen Holstebro-Herning til motorvej, lyder det i udspillet ifølge Berlingske.

Udspillet viser også, at danske bataljoner fra hæren i fremtiden kun kan deltage i internationale missioner som for eksempel Irak og Afghanistan i maksimalt halvandet år. Herefter skal en kampgruppe vente i to og et halvt år, før den igen kan udsendes.

Sygehuset i Holstebro lukker i 2017, og for at borgerne hurtigere kan komme til et nyt sygehus i Herning, har både den tidligere og nuværende regering lovet en motorvej i området.

Men forslaget om at pumpe forsvarskronerne i jysk asfalt risikerer at true et nyt forsvarsforlig, mener Dansk Folkeparti. Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, mener, at forsvarsministeren på forhånd har lavet en aftale med de borgerlige.

- Jeg ser det som Vestres værk for at revanchere sig i sagen om nedlæggelsen af sygehuset i Holstebro, og det er nedrigt og en svinestreg, når folk i forsvaret er bange for deres kaserner og job.

- Dette får os til at afvise besparelser på kaserner. Der er brug for den motorvej, men regeringen må finde pengene andre steder, siger Søren Espersen til Berlingske.

Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, ønsker ikke at kommentere forhandlingerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip