Ministersekretær: Troels gav mig bøsserygte

- Det kan jeg ikke huske.

- Ikke som jeg erindrer.

Det var ikke meget fra den ellers stærkt medieomtalte sag om Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, der havde fæstnet sig i hukommelsen hos ministersekretær Anne Simonsen.

I sommeren 2010, hvor sagen blev behandlet, var det ellers hendes arbejde at give de såkaldte forelæggelser til daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her nu

Men ifølge hendes forklaring til Skattesagskommissionen tirsdag var det meget lidt, hun så og hørte om sagen.

Først da Skat København havde truffet sin afgørelse i sagen, fik hun en konkret opgave. Hun skulle finde de afgørelser frem til ministeren, som afgørelsen byggede på.

Og i den forbindelse var der en oplysning, der brændte sig fast, til trods for en arbejdsuge på 80 timer.

- Har du fået oplysninger om Kinnocks hævdede seksualitet, før der blev skrevet om det i pressen? spørger kommissionens udspørger Lars Kjeldsen.

- Ja, det har jeg. Jeg kan ikke huske den konkrete situation. Men jeg erindrer, at jeg fik det at vide i forbindelse med, at jeg bliver bedt om at finde de afgørelser, der er refereret til i agterskrivelsen, lyder Simonsens svar.

- Hvem fortæller dig det?

- Det gør Troels Lund Poulsen.

Til trods for hendes ellers stærkt begrænsede hukommelse, er Anne Simonsen ikke i tvivl om, at det var ministeren, der fortalte hende om Kinnocks påståede homo- eller biseksualitet.

Og det var ikke fordi, at oplysningen var relevant for hendes arbejde.

- Det kan sagtens bare være en sidebemærkning, siger Anne Simonsen.

Hun medgiver i øvrigt, at det ikke var hverdagskost, at en minister interesserer sig så dybt for de juridiske detaljer i en skatteafgørelse.

Og så fastholder hun bestemt, at Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt selv bad om en bunke tungt juridisk materiale, som han fik tilsendt til sin private e-mail-adresse.

Arnfeldt har ellers forklaret, at han ikke ved, hvorfor Anne Simonsen sendte materialet.

- Det er ikke noget, jeg finder frem på eget initiativ, fastslår Anne Simonsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip