Mormor redder nyfødt baby på motorvej

Det er en af de dér fantastisk, rørende historier, om babyer, der bliver født på vej til hospitalet.

Lille Otto ville ud i livet før mor og far, Dorte og Casper, var ankommet til Hvidovre Hospital.

Til alt held havde de mormor Lilli Hansen med på bagsædet, for pludselig tager fødslen bare fart på bagsædet af det vordende forældrepars Hyundai i20.

- Vi er kun kommet ca. halvvejs, da jeg kunne mærke, at barnets hoved var født, og så kunne jeg se, at maven forsvandt, fortæller Lilli Hansen til BT.

Faren Casper Sejr Madsen stopper bilen på motorvejen og ringer til fødeafdelingen og her guider en rolig jordemoder mormor Lilli igennem fødslen.

Otto er dog livløs, da han kommer ud og helt uden tanke går Lilli i gang.

- Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men helt instinktivt klappede jeg ham på ryggen, og da det ikke hjalp, stak jeg forsigtigt en lillefinger ind i hans mund for at få fostervandet ud, og så begyndte han heldigvis at give lyd fra sig, fortæller Lilli Hansen til BT.

Det nybagte forældrepar er meget taknemmelige overfor mormor.

- Vi var begge to skrækslagne, da han faldt ud og lå helt livløs. Så da han blev vækket til live af svigermor, var det det vildeste, vi nogensinde har oplevet. Det var så stort, og vi er meget stolte af hende, siger den 28-årige far, Casper Sejr Madsen til avisen.

 

Dagens Gossip