Narkoslugere fravælger Kastrup Lufthavn

Smuglere med narkotika i maven har tilsyneladende fravalgt Københavns Lufthavn som destination.

I hvert fald har der i år indtil nu kun været syv af den slags tilfælde, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi.

Sidste år var der over 20 sager med de såkaldte slugere eller bodypackere, som løber en helbredsmæssig risiko ved at transportere stof indvortes.

Ganske vist blev to nigerianske mænd og en mand fra Tanzania forleden varetægtsfængslet i København som mistænkte for at have indsmuglet cirka 600 gram kokain på den særlige facon.

Men de tre blev ikke anholdt i lufthavnen. I stedet var det betjente fra specialgruppen på Station City i Københavns Politi, der fik mistanke til mændene.

I en lejlighed på Sjælør Boulevard fandt de 58 kapsler, som ifølge politiet har været slugt.

Om disse kapsler er kommet til Valby via Kastrup eller ad en anden rute, ved politiet ikke.

Men politiets generelle billede er, at nogle slugere i stedet prøver lykken ved at flyve til svenske lufthavne og her smutter forbi kontrollen.

- Noget tyder på, at en del i stedet forsøger at komme til Sverige, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen.

I lufthavnen i Kastrup har tolderne i Skat taget et nyt redskab i brug for at afsløre smuglerne. I år er der indviet en såkaldt bodyskanner.

Som regel er smuglere relativt fattige mennesker, der har ladet sig lokke ud på den farefulde færd. De flyver fra enten Spanien, Portugal eller Holland mod nord.

- Bagmændene finder de mest sølle stakler, har senioranklager Helle Sørensen fra Københavns Politi tidligere udtalt om fænomenet.

De dømte får mellem to og fem års fængsel alt afhængig af mængden, og hvis det er udlændinge, bliver de efter afsoning udvist for altid.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV