Nu kan børn gå i skole i Tivoli

Det skal være slut med anklager om, at det er kedeligt at gå i skole. I de kommende år kan danske børn nemlig få Tivoli som klasselokale.

For første gang nogensinde går den populære forlystelseshave sammen med Skoletjenesten om at skabe nye, farverige rammer for undervisningen i de danske grundskoler.

Samarbejdet er resultatet af et vellykket testforløb sidste år, og sammen har de to aktører valgt at udvide undervisningstilbuddet til at gælde alle tre åbningssæsoner i Tivoli for sæson 2013.

- Allerede sidste år tog vi det første spadestik til forskellige undervisningsforløb i Tivoli, og det bekræftede, at der er et stort læringspotentiale i haven, siger leder af Skoletjenesten, Poul Vestergaard, i en pressemeddelelse.

- Med Tivoli som ramme for nye læringsforløb venter der masser af spændende og udfordrende oplevelser og aktiviteter for landets elever.

Under forløbet i Tivoli kan eleverne eksempelvis løse spørgsmål som: Hvad er accelerationskraften i Det Gyldne Tårn og Hvor langt væk er den nærmeste stjerne?

Over de sidste fem år har omkring 100.000 elever allerede deltaget i Faglige Dage i Tivoli. Og turistattraktionen ser frem til at modtage endnu flere skolebørn.

- Nu bygger vi videre på den succes, vi har fået skabt med undervisning herinde, siger Tivolis underdirektør i Kommunikation og Underholdning, Stine Lolk.

- Med Skoletjenesten har vi fået en stærk spiller på holdet, og i fællesskab kan vi skabe nye læringsrammer for både de naturvidenskabelige og kulturfaglige fag.

Tivoli er suverænt den bedst besøgte turistattraktion i Danmark. I 2012 lagde flere end fire millioner gæster vejen forbi Københavns gamle have.

/ritzau/

 

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip