Nyt initiativ skal skaffe flere faglærte

Et tæt samarbejde mellem de tre største fagforbund og landets største arbejdsgiverforening skal bane vej for flere praktikpladser og få flere til tage en uddannelse som faglært inden for industrien.

Det er 3F, HK/Privat, Dansk Metal og Dansk Industri, der er gået sammen for at få vendt den negative udvikling i antallet af nyuddannede faglærte.

- Vi skal øge kendskabet til de mange gode job, der findes i industrien og gøre op med myterne, siger formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, i en pressemeddelelse.

De fire organisationer mener, at det skal være ligeså populært at gå på erhvervsskole som i gymnasiet. Det kræver blandt andet, at de unge bliver mere parate til en erhvervsuddannelse, og at det faglige niveau får et løft.

- Vi skal ud på skolerne og fortælle vejledere og forældre om de gode muligheder for job - og om de gode muligheder for at bruge en erhvervsuddannelse i industrien som et springbræt til en videre karriere, lyder det fra Claus Jensen.

Ifølge de nye samarbejdsmakkere er konsekvensen af udviklingen alvorlig: I de kommende år vil virksomhederne mangle 30.000 faglærte, særligt inden for industriens område, påpeger formand for Industrigruppen i 3F Mads Andersen.

- Skal vi klare os i den internationale konkurrence, kræver det dygtige medarbejdere. Derfor er der behov for et generelt kompetenceløft, og for mange ufaglærte, som ofte er højt specialiserede, er det oplagt at gå hele vejen og blive faglært, siger han.

De fire organisationer har planlagt en række aktiviteter rettet mod alle, der kan medvirke til at skaffe flere faglærte inden for industrien: Unge, forældre, vejledere, lærere, medarbejdere, virksomheder og politikere.

Blandt andet vil organisationerne tage fat i 1000 virksomheder for at skaffe praktikpladser, og unge rollemodeller skal besøge folkeskoler landet over.

/ritzau/

Dagens Gossip